WOODFIELD V-TORBEN JOHANSEN

Fra en jægers dagbog


   Fra en jægers dagbog


Et Musvågepar

Svinger sig med stærke vingeslag fra storbøgens Krone, stiger mod den himmel og driver med vinden bort fra skoven ud over markerne.
Lange, stærke tag, så en svæven i store spiraler op og ned, ned og op
De store fugle glider yndefuldt over krat og kær.

Hist og her ligger sneen i store, tunge, smudsighvide hobe, og hvor blot jordsmonet skråner en smule rinder bække af snevand, som inden de når skråningens fod, løber sammen og danner hele små åer, der skærer sig ind i den optøede jord og danner runer samt andre sære indskrifter. 
Gærdestenenes Mos syntes allerede at have fået et lysere skær, og om det så er Hermelinen, er dens dragt ikke så ren hvid som blot en uge siden. Musene ved haslerne har ganske forfærdelig travlt. Hid og did løber de, både over og under det fjorgamle, muldede løv.

 



Sneppen

I en forrygende snestorm blev de kastede ind fra Havet og ligefrem slyngede ned mod den endnu frosne jord mellem de nøgne stammer. Endnu var bunden hård af frosten, men der var dog Forårstegn i luften; thi i de få solglimt, der kom mellem bygerne og lod regndråberne funkle og lyne som ædle stene, slog lærken sine første, vårglade triller. En drøj tur havde det været, og et under var det, at de to havde holdt sammen under fejende fart over havet. I Tysklands tætte skove havde de mødt hinanden. Just der, hvor Kilden løber forbi det lille halvglemte Skovkapel, havde han truffet hende på sin Aftenflugt.
Let og yndigt forstod hun at sno sig fri af Trætoppene; elegant og spændslig fløj han langs Ådalen.
Han kom, så og besejredes.

Sandelig havde hun gjort et godt valg, thi altid forstod han at finde de bedste Nattepladser og en Gang, det var lige før de nåede havet, havde han forsvaret hende tappert, da en ruhåret jagthund med tindrende øjne og smaskende mund stod bøjet over hende. Da var han røget lige i Hovedet på Hunden der, forskrækket over det uventede angreb, trak sig en smule tilbage, netop så meget, at hun med et flot kast fik gjort sig af stammerne. Han smuttede ud den modsatte vej.

Nå nu var alt jo overstået og det gjaldt om at se sig lejligheden an.
Her hvor stormen havde slået dem ned, var der ingen anledning til at blive, her var jordbunden alt for hård; derfor begav de sig på undersøgelse. Hvor bøgebakken skråner mod syd, og Skovbækken hopper i legende fart mellem stenene vårkådt pludrer og leer, var forholdene bedre. Enkelte grønne spirer tittede allerede frem, Solsortene havde travlt i det vintergamle løv, og om det så var skovmusen vimsede den rundt med Forårsfornemmelser. Det var netop en herlig plads for et par forårssnepper.

Snepperne